Om at blive mindet om, hvor godt man egentlig har det

Egentlig har billedet ikke så meget med historien at gøre - og så alligevel. For på vej hjem fra et par ærinder i byen stoppede jeg op på Rådhuspladsen for at fotografere det fine lys på renoveringen af Industriens Hus. Jeg havde lige smidt iPhonen i lommen og havde hanket op i cyklen igen, da jeg blev stoppet af en høflig mand. Om jeg mon eventuelt kunne undvære et par skillinger. Sagt på en så høflig og ydmyg måde, at jeg næsten fik ondt i maven - og fluks fik gravet pungen frem af tasken. Hvorefter han straks trådte et stort skridt tilbage "bare, så jeg ikke skulle tro, at han var ude på at fuske mig" - sagt med et skævt smil.

Og så var det, at vi faldt i snak. Om alt muligt. Livet, hverdagen, udfordringerne ved at bo på gaden og hvor svært det er at passe et job, når man sover i en trappeopgang. Han havde ellers prøvet, men måtte erkende, at det ikke gik.

På forunderlig vis endte vi med at stå og snakke i over 10 minutter. Og hold nu kæft, hvor fik jeg lige sat min verden i perspektiv på de 10 minutter. For gutten - Francesco hed han i øvrigt - fik virkelig mindet mig om, hvor godt jeg egentlig har det. Uden at han iøvrigt på NOGEN som helst måde fremstod ynkelig, klynkende eller sølle. Bare lidt frustreret over sin situation, men samtidig på underlig vis afklaret. Kort sagt - han var sgu cool.
Virkelig en øjenåbner på en dag, hvor jeg har været småtrist og frustreret hele dagen. Startede dagen med at samle telefonen op for at ringe til min gudmor og ønske hende tillykke med fødselsdagen - for så igen at blive ramt af sorghammerens påmindelse om, at det nu er andet år, at den der skide kræft har forhindret mig i at kunne det. Og et kig på min netbank gjorde mig ikke i bedre humør. En af fornøjelserne ved at være selvstændig er nemlig, at pengene ikke nødvendigvis lander på kontoen til den første, hvor regningerne bliver betalt. Selvom de egentlig er tjent. Og hvis der er noget, jeg virkelig hader, og som stresser mere end det meste andet, så er det økonomiske frustrationer.

Men at stå der på Rådhuspladsen og vide, at jeg trods alt kunne gå hjem til min lune lejlighed, hvor der trods alt nok ville gemme sig et eller andet i skuffer og køleskab, som jeg kunne finde, mens Francesco måtte fortsætte sin ydmyge jagt på nok mønter til at skaffe ham en seng på et herberg for natten, var sgu alligevel en kontant reminder om, at jeg nok egentlig ikke rigtigt har så meget at brokke mig over. Og så gjorde jeg det eneste, der virkede rigtigt. Fiskede pungen op igen og gav ham de 150 kroner, jeg havde i sedler. Hold. Nu. Op. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det gjorde næsten ondt på mig at se, hvor glad han blev. Og overrasket. Og nærmest flov over at tage imod dem. Men glad. Faktisk sagde han, at han aldrig havde oplevet noget lignende. Og fortalte, at han ville glæde sig til at fortælle historien til sin kammerat, han skulle mødes med senere - for det ville han alligevel aldrig tro på.

Da jeg hankede op i cyklen og satte kursen hjem mod varmen, spurgte Francesco, om han måtte give mig et kram. Og så stod jeg pludselig der midt på Rådhuspladsen og blev krammet af en hjemløs. Og jeg er faktisk i tvivl om, hvis dag der egentlig blev reddet mest...