tirsdag den 30. juni 2009

Damn you girlfriend...

...kender I det - at der bare er nogle veninder, man SLET ikke skal shoppe sammen med.

Ikke fordi, de er negative, stilløse eller på anden måde dårlige shoppingbuddies - men simpelthen fordi, de er alt for gode til at lede i fordærv...

Sådan en veninde har jeg - og spørger man hende, er jeg nok lige så slem!

Faktum er i hvert fald, at vores ganske uskyldige og afslappede strandtur her i eftermiddag blev en ganske bekostelig affære, da vi bare liiiige skulle kigge lidt på udsalget i Hellerup. Ikke lige meningen. Overhovedet. Men jeg har åbenbart pokkers svært ved at holde visakortet i ro, når skiltet siger 50% rabat...

mandag den 29. juni 2009

Verdens bedste basis...

...eller i hvert fald noget af det fås hos American Vintage. De fleste sager er i lækker, blød bomuld, som føles forvasket og brugt på den gode måde.

Har efterhånden adskillige sager derfra, og de holder sig fint i brug og vask, så en varm anbefaling herfra. Er dog ikke helt så imponeret over prisen, men så er det jo heldigt, at vi har udsalg!

Bl.a. har YouHeShe stadig en del skønne sager tilbage til ganske fornuftige priser. Hvis jeg ikke for længst havde brugt udsalgsbudgettet og lidt til, havde jeg nok kastet følgende i kurven:

Tynd bomuldstop til 179,- som helt sikkert kunne friste i flere farver

Langærmet ribbet tshirt med knapper til 299,-

Skønne hyggebukser til 359,-

By vs. land

Der er ingen tvivl om, at jeg er bymenneske. Jeg elsker storbyen, dens uendelige muligheder, puls, udsalg, larm og relative anonymitet.

Men når solen bager, asfalten koger, og varmen ikke er til at få ud af min lejlighed, så drømmer jeg altså om grønnere omgivelser. Så jeg vendte byen ryggen i weekenden og smuttede på landet på besøg hos søde forældre. Som bor langt, langt væk fra 7-11, weekendåbne butikker og ambulancesirener med jævne mellemrum.

Her har jeg ryddet jordbærbeddet, kravlet i kirsebærtræerne efter de bedste - næsten helt sorte - bær og grillet på terrassen. Og så er man vel ikke ældre, end man stadig kan plage sin mor om at køre på tanken efter skumfiduser, som kan ristes over de døende gløder. Ahh!

Og nu er jeg tilbage i metropolen med alle dens muligheder, tilbud og fristelser - heller ikke dårligt. Går pt i overvejelser om den største investering længe, men den slags kræver lange overvejelser, grundige kig på budgettet og selvransagelse - stay tuned :-)

søndag den 28. juni 2009

Gad vide, om de faktisk virker...



...de her mærkværdige plasticdimser, som jeg lige har hapset på Ebay. Til under $5 for en blandet pakke er det i hvert fald et forsøg værd.

Eftersigende skal de kunne samle stropperne på en almindelig bh, så den kan bruges under sommerens forskellige versioner af sommertoppe - ikke mindst med bryderryg, som ellers kan være lidt drilsk.

De skulle fungere sådan her:



Jeg lover at vende tilbage med en anmeldelse, når dimserne finder vej til Kbh fra Hong Kong.

Frister de til et forsøg, så køb dem her!

lørdag den 27. juni 2009

Jeg ønsker mig...

...et par længere arme. Umiddelbart ikke det mest fashionable item på ønskelisten, og så alligevel. For var mine arme lidt længere (eller måske bare lidt mere smidige...) så ville jeg kunne nå længere ned på ryggen med solcremen = ikke have det underligste mønster af rød-hvide striber på ryggen lige nu.

Til gengæld havde jeg den hyggeligste dag i solen hos veninde, som netop har købt hus med sin mand = stor have at hænge ud i. Forudser sandsynlighed for at tilbringe mange sommerdage i den have!

torsdag den 25. juni 2009

Så er det slut med Trendsales...

...det kunne det i hvert fald meget nemt være for mit vedkommende!

For en dom i Sø- og Handelsretten har netop konkluderet, at man som privatperson har 14 dages fortrydelsesret, når man handler på en internetauktion - også selvom man er privatperson, og varen er brugt.

Hvis det er sådan, det bliver fremover, så er jeg altså færdig med Trendsales - og det vil jeg virkelig være ked af. Men jeg har virkelig svært ved at se, hvordan det skal håndteres i praksis. For så kan man jo fx bare købe en kjole, tage den på til fest, vaske den og så skrive til sælger, at man gerne vil returnere. Og når der ingen mærker er i, som når ting bliver købt i en butik, kan det være påstand mod påstand.

Og den situation gider jeg simpelthen ikke stå i! Men æv, hvor er det dog ærgerligt. Jeg har været bruger siden 2004 og har mere end 300 positive vurderinger (+ alle de andre handler via bank eller personligt møde) bag mig, og er grundlæggende superglad for Trendsales. Har gjort adskillige gode handler - så sent som i søndags hapsede jeg min nyeste Mulberry darling på sitet - og nyder desuden at kunne glæde andre med kup, når jeg bliver træt af ting i garderoben.

Læs artiklen her.

onsdag den 24. juni 2009

Sikke noget PIS!


Altså - på den absolut positive måde. For er lige kommet hjem efter en forrygende teatertur med forestillingen "PIS - en forestilling om mænd i dag" på programmet.

En elegant hudfletning af den moderne mand - hans hverdagsproblematikker, luftkastelsbygning, kvindemisforståelser, familieudfordringer og håret, der falder af.

Kampunderholdende og helt, vildt forrygende spillet af femkløveret Henrik Prip, Janus Bakrawi, Lars Mikkelsen, Peter Oliver Hansen og Rasmus Botoft.

Jeg tror, at stykket er en af den slags oplevelser, som umiddelbart nemt bliver afskrevet som glimrende underholdning for en aften, men som så alligevel viser sig at have sat sine spor og blive ved at rumstere.

Desværre spiller stykket kun til og med på lørdag, og billetterne er vist udsolgt, ellers kunne jeg kun opfordre ihærdigt til en tur til teateret Kaleidoskop på Østerbro.

Her er min svaghed!

Eller - måske jeg skulle sige én af mine svagheder...

Jeg tror, de fleste kvinder har en svaghed for en eller anden ting i garderoben: Nogle køber den ene (sorte) kjole efter den anden, andre kan ikke lade en stroptop ligge, og andre igen køber sko igen og igen.

I min verden er det tørklæder - jeg kan altid bruge et tørklæde mere, selvom skuffen bugner. Egentlig lidt sjovt, for i sin rene, basale form er tørklædet jo bare et ret enkelt stykke stof, men alligevel redder samlingen mine outfits igen og igen. Som kulør, kontrast eller et kreativt indfald.

Her er mine favoritter pt:


Fra toppen og rundt med uret: Stort, turkis silketørklæde (vintage), aflangt rød&hvidstribet (købt i USA), lillablomstret (H&M - havde oprindeligt frynser, men dem har jeg møjsommeligt klippet af), blåblomstret silketørklæde (Marc Jacobs), aflangt koralfarvet - som har to forskellige sider - hvidt med rødlige/pink striber på en ene og koralfarvede nuancer på den anden - og i den fedeste silke (Chanel) og i midten et uldent, stribet i lilla nuancer (Missoni).

Nogle tørklæder egner sig bedst udendørs, fordi de er af en betragtelig størrelse. Fra toppen: mønstret i bl.a. pink, creme og orange i uld/silkeblanding (Patrizia Pepe), skønt farvemiks med bl.a. stærk blå, mint, syren og creme i skøn uld/silke/cashmere blanding (Diane von Fürstenberg) og endelig to store, gaze-agtige tørklæder i koral og pudder (det sidste er helt fantastiske til min sorte skindjakke fra Munderingskompagniet) (Rabens Saloner).

Der er i øvrigt ingen tvivl om, hvor jeg har min tørklæde-fetish fra. Min ret så stylish mor er også kæmpe tilhænger af konceptet, og er blandt andet den heldige indehaver af to SÅ smukke Hermès tørklæder.

tirsdag den 23. juni 2009

Mulberry Presale

Hvis der er andre Mulberryfans end mig derude, så er det nu, I skal klikke jer ind på Mulberrys site.

Presale er nemlig begyndt med 10% ekstra rabat - så jeg håber, at linket også virker for jer.

Hvis det ikke var fordi, jeg lige havde føjet en ny skat til samlingen, havde jeg de første tre potentielle køb i kurven, men nu må jeg hellere styre mig.

Shop her.

Udsalgsambivalens...

...det må jeg jo nok erkende, at jeg lider af.

For på den ene side elsker jeg udsalg. Min indre krejler klapper lykkeligt i sine hænder ved synet af de store gule skilte, %-tegn og skønne sager til ingen penge.

Men på den anden side, så forstår jeg virkelig ikke, hvorfor nogle mennesker synes, at udsalget er en glimrende undskyldning for at smide al normal, fornuftig opførsel over bord og opføre sig som de rene barbarer. Hvorfor det pludselig er ok bare at lade tingene ligge på gulvet, hvis de glider af bøjlen, smide ting rundt omkring i hjørnerne, nærmest hive ting ud af hænderne på hinanden og så i øvrigt opføre sig som om, at der ikke er andre mennesker til stede.

For når man ser noget interessant, maser man sig da naturligvis bare ind til hylden/stativet/hvad har vi, uanset om man træder andre over tæerne, dasker dem med tasken eller giver en albue i siden.

Og så er det, jeg kommer i tvivl om, hvorvidt jeg virkelig gider spare de penge...

mandag den 22. juni 2009

Akut anfald af garderobeseparationsangst

Hvorfor får man altid det, netop som man beslutter sig for at rydde grundigt ud og sætte en ordentlig stak sager til salg på Trendsales.

Ovenpå udsalget og gårsdagens investering og ikke mindst med udsigt til otte dage i NYC om et par måneder har jeg nemlig behov for at få lidt plus på kontoen igen, og hvilket bedre sted at vende sig imod end Trendsales?

Men problemet er bare, at hver gang jeg stiller mig foran skabet og vælter sager ud, som enten aldrig har været brugt - eller i det mindste ikke, så længe jeg kan huske, bliver jeg ofte ramt af tanken "arh men altså, den er jo meget fed. Og hvis jeg nu liiiiiige *tabte fem kilo* *skulle til den der vildt fashionable fest* *pludselig fik fødder en halv størrelse mindre*, ville det jo være netop dén dims, som samler hele garderoben..."

Så kæmper lige nu en ihærdig kamp mod min egen separationsangst og smider annonce efter annonce på TS og krydser så fingre for, at sagerne bliver solgt, inden jeg når at fortryde eller komme ud af mit oprydningsmodus ;-)

søndag den 21. juni 2009

Man må ofre sig...


Mit seneste køb var ikke just planlagt. Samtidig har udsalget + kommende rejser allerede sat mit visakort under pres, så oprydning må der til.

Det er blandt andet gået hårdt ud over min skosamling, hvor disse fem smuksakker nu er at finde på Trendsales (hvad skulle jeg dog gøre uden...) sammen med bl.a. en Mulberry clutch og et Alexander McQueen silketørklæde.

Hvem sagde damage control...

Ups...


...jeg har tidligere blogget om min forkærlighed for Mulberrys skønne skind - og nu er jeg faldet i igen.

Faldt nemlig over denne skønne Mabel shopper på TS, og den søde supersælger Pamfitterknas var heldigvis frisk på, at jeg kom ud og så den på forhånd - og det var kærlighed ved første blik.

Let og slidstærk på samme tid, superblød i skindet og den smukkeste farve. Størrelsen er helt perfekt - 40 x 50 cm, som bl.a. gør den helt perfekt som håndbagage, når jeg rejser.
Og så er lynlåsene endda ikke bare til pynt, men gemmer på gode lommer til nøgler, mobil og andet dims, som ellers nemt bliver væk i en taske af den størrelse.

Silkebløde skønheder


Som nævnt i går røg der et par silkebluser med hjem i posen fra Zaras udsalg, for i 100% silke til 329,- stykket kunne jeg simpelthen ikke lade dem hænge.

Især den øverste er jeg helt pjattet med - og den er supersmuk med både en sort og en hvid top under. Jeg forudser allerede, den bliver en ny garderobefavorit.

lørdag den 20. juni 2009

Anbefalelsesværdigt udsalg: Zara

Havde egentlig planlagt, at jeg skulle lænke mit Visakort grundigt i pungen, for har allerede smidt omkring mig med lidt for mange moneter på det seneste - og har en potentiel stor investering i horisonten.

Så skulle egentlig pænt have taget skyklapperne på, da jeg vovede mig ind på Strøget i går for at shoppe fødselsdagsgave til veninde, som jeg er på vej til brunch hos (med MEGET champagnetungt hoved - suk). Men udsalgsskiltene i vinduet hos Zara lokkede, og jeg blev ikke skuffet. Kom ud med to smukke silkebluser i posen - til 329,- stykket - og kunne nemt have hapset meget mere, hvis jeg ikke havde udøvet imponerende selvkontrol.
Billeder følger senere.

fredag den 19. juni 2009

Ny yndlingsdims i kosmetikpungen

Andet er der vist ikke at sige om topcoaten Seche Vite, som jeg tidligere har nævnt her.

Den er for længst nået frem med posten, men jeg har ikke haft tid til at teste den. Men hvornår gør man det også bedre end en fredag aften, hvor maden står i ovnen, boblerne er lagt på køl og veninden er lige på trapperne - og man så finder ud af, at det vist egentlig ville være meget cool med neglelak.

Så på med lakken (jubii for mine dejlige tuscher) - og så ellers rende forsigtigt fingerstrittende rundt - til jeg kom i tanke om topcoaten. Stryg, stryg, stryg, og nærmest inden jeg var færdig, var neglene til at arbejde med. Så nu vil jeg åbne boblerne og gøre mig helt færdig til aftenens bytur!

Inspiration ønskes!

Jeg har allerede en lang liste assorterede blogs, som jeg flittigt surfer ind forbi med jævne mellemrum. Men blogverdenen vokser jo med vældig hastighed, så det er jo umuligt at nå rundt i alle hjørner og kroge.

Så hvis I har lyst til at dele ud af jeres favoritter og inspirere mig, vil jeg sætte stor pris på det!
Billede: GlobalGiving

torsdag den 18. juni 2009

My cashmere connection


For fem år siden begik jeg en stor brøler, som jeg har betalt dyrt for lige siden: Jeg investerede i min første cashmeresweater. En stor, tyk, sort rullekravesweater fra Ann Taylor i New York købt i en tordnende halsbetændelse, som jeg insisterede på at ignorere til fordel for butikkerne i NYC. Ekspedienten endte med at måtte klippe mærket ud af nakken, mens jeg havde den på, for jeg kunne simpelthen ikke holde ud af tage den af igen...

Og efter den investering har almindelig uld bare ikke rigtigt været det samme. Min hud protesterer simpelthen mod alt andet end fløjlsblød cashmere - eller sådan føles det i hvert fald. Desværre er det jo noget dyrt stads, så alle kneb gælder.

Et af mine yndlingstricks hedder COS - altså butikken her i København. Dels har mærket en masse skønne cashmeresager til absolut fornuftige priser og en glimrende kvalitet - og så dukker noget af det endda ofte op på udsalg.

Som denne labre sag jeg nappede i går - til kun 325,- takket være 50% rabat. Yay! Jeg har købt den lidt for stor, så den får et lækkert løst look. Den ser måske ikke ud af så meget på bøjlen, men den sidder rigtigt fint med en perfekt udskæring, og så er ærmerne født ekstra lange og med sjove huller til tommelfingeren.

Doin' the double


Normalt er jeg ikke typen, som storhamstrer, når jeg finder en garderobefavorit. For erfaringen har efterhånden vist mig, at hvis jeg fx køber to ens toppe, fordi jeg er sikker på, at jeg vil skambruge dem, er det altid kun den ene, som ender med at blive slidt ordentligt op.

Men i går blev undtagelsen, som bekræfter reglen, for den her skønne, slouchy tee fra Zara, som jeg allerede har i grå, blev simpelthen nødt til også at flytte ind i denne fine denimblå farve også. Og til 129,- er det jo lige til at overkomme.

Mickey Mania

Mickey Mania

Den kære lille Disney darling storhitter som t-shirt pynt.

Jeg blev ret inspireret af CharlotteD's Mickey-indlæg (ok ok, det havde måske så også lidt at gøre med, at der var en temmeligt nydelig mandsperson pakket ind i t-shirten...

Siden har jeg så set tilsvarende t-shirts feminint stylet hos både Camille fra Clamour4Glamour og Signe fra Pash4Fashion, og det har gjort mig fælt fristet til at indlede musejagten.

Jeg - en kylling

...eller måske bare en realist!

Har i hvert fald valgt at returnere de labre læderleggings fra Favorites by Friis. For selvom de er helt vildt fantastiske, må jeg nok hellere se i øjnene, at det nok ikke lige er "my thing after all".
Kort sagt - jeg er en kylling. For egentlig elsker jeg jo looket - det lidt rockede, som kan tones ned med blødere, feminine toppe -men tvivler grundlæggende på, at jeg nogensinde vil vove mig ud i verden.

Og så er der også lige komforten. For jeg må jo indrømme, at mit mode-motto langt hen af vejen er, at det skal være behageligt. Og det er sådan et par småstive skindhylstre ikke just. For selvom skindet er blødt og fint, er det stadig en noget tykkere og mindre medgørlig indpakning, end mine stænger er forvænt med.

Men dukker der pludselig et par handskebløde læderleggings op med et prisskilt, som gør dem betalelige, så vil jeg ikke være afvisende overfor konceptet...

onsdag den 17. juni 2009

Dyrerigets Imelda Marcos

Det er åbenbart ikke kun os tøser, som vi gå langt for at få lidt lækkert på fødderne.
For i Tyskland har en skobegejstret ræv åbenbart stjålet flere end 100 sko fra indbyggerne i den lille by Föhren.
Pænt underholdende...

Læs historien her

Serviceinfo: Udsalget i Magasin starter i morgen


Udsalgsstrategi?


Så er sommerens udsalg for alvor ved at være over os. Overalt frister butikker i både den virkelige verden og på det der internet med nedsættelser, procenter, halv pris og hvad de nu ellers kan finde på for at få visakortet i sving.

Og så er det, at jeg ikke kan lade være med at misunde de der særdeles velorganiserede væsener, som på forhånd har udset sig en håndfuld key-items, som de så stalker, så snart udsalget går igang og hapser til garderoben med gode procenter. Og som præsterer at shoppe lækker brugbar basis, som ikke ligner noget, der har været på udsalg med god grund.

Det gad jeg altså godt, at nogen ville lære mig.

tirsdag den 16. juni 2009

Anbefaling: Slouchy Zara tee


Jeg er stor tilhænger af lækre t-shirts, men synes samtidig, det kan være svært at finde fornuftige udgaver. Men det lykkes i Zara i går, hvor denne grå sag kom med hjem i posen. Den er den helt perfekte kombination af blødt, lidt glat materiale (50/50 bomuld/poly) med rå kant nederst, lommedetaljen og den store, men ikke for dybe udskæring.
Størrelsen er let oversize, den falder rigtigt flot om kroppen og er tynd og let uden at være gennemsigtig.
Alt det til blot 129,- - snup haps sagde det!


Airport shopping



Jeg ved ikke helt, hvad det er med lufthavne, men når jeg kommer gennem en, forlader jeg den sjældent tomhændet. Om det er fordi, der simpelthen ikke er andet at lave, om det er feriestemningen, der fanger - eller følelsen af, at når det nu er i en anden valuta, så tæller det ikke rigtigt, skal jeg ikke kunne sige.

Havde som nævnt nær spontansnuppet den skønne Gerard Darel taske i Nice forleden - men en drilsk lynlås stak en kæp i shoppinghjulet, ellers var den efter al sandsynlighed rejst med mig hjem.

Istedet shoppede jeg det, som jeg oftest gør i lufthavne: Bøger og magasiner i betragtelige mængder. Denne gang hapsede jeg Elle UK, Jalouse + Fransk Vogue til hårdteksamensarbejdende franskkyndig veninde og bøgerne One Fifth Avenue af Candace Bushnell (hende med SATC) og Charlotte Roche: Wetlands. Især den sidste er jeg ret spændt på. Begge er perfekt sommerferielæsning, hvis jeg ikke når dem inden.

mandag den 15. juni 2009

Viral markedsføring virker...

...det faktum sidder jeg lige og filosoferer lidt over.

Den danske modeblogsfære er for alvor eksploderet indenfor det sidste år - og det er virkelig skønt. Sikke megen inspiration, der er at hente derude.

Ikke at der er nogen risiko for, at jeg nogensinde kommer til at erstatte mine højt elskede magasiner med rent netbaseret indhold - for intet kan erstatte en hyggestund skruet ned i sofaen med glittet papir mellem fingrene.

Men jeg har aldrig i dén grad ladet mig inspirere direkte af bladene, som bloggene gør. Det er nok kombinationen af, at gennem bloggene ved jeg, at de omtalte ting (stort set altid) er i butikkerne lige nu - det kan jo godt kikse med bladene - og samtidig er de personlige anmeldelser guld værd.

Samtidig er der heller ingen tvivl om, at det kan blive en udfordring for nogle bloggere - ikke mindst i takt med, at virksomhederne i stigende grad får øjnene op for det nye medies muligheder. For det kan jo hurtigt være fristende bare ukritisk at tage imod de mange labre goodies og spændende invitationer, som faldbydes fra højre og venstre. Men jeg håber virkelig, at jeg fortsat kan regne med, at mine yndlingsbloggere anbefaler sager, de virkelig synes om - og ikke bare fordi, det har været gratis, og man derfor føler, man skylder lidt omtale til gengæld.

Nu må det ikke forstås sådan, at det er min opfattelse af tingene nu, for det er det ikke - det er bare en tanke :-)

Damn you bloggers...

...I er simpelthen et ALT for inspirerende folkefærd. Det har kostet mig dyrt i dag!

Først var det de famøse læderleggings fra Favorites by Friis, som Camille og Charlotte har flashet på labreste vis. Dem var jeg simpelthen nødt til at tjekke ud, for har længe været ret hooked på trenden, men var ikke helt sikker på, at mine str. 40 hofter og ikke superslanke lår ville fungere i sådan et læderhylster. Men nu skal det prøves.

Og så kom jeg lige en tur forbi hos Signe og fik sukket lidt over hendes smukke kjolekøb fra Edun. Havde den længe i kurven - men fandt så det realistiske blik frem og vurderede, at formen ikke harmonerer med min fysik.
Men nu fik jeg jo øjnene op for Edun, så haps haps - snackede lige en lækker top i silkemix, og nu jeg var i outletten, røg der også en kulørt sommerkjole med i kurven - som forhåbentlig kan være et skridt på vejen i jagten på den perfekte sommerkjole.




Og så snakker vi i øvrigt ikke om det par sandaler fra Hilfiger og hele posen fra Zara, som også står på mit gulv lige nu. Mere om det senere....

Ebay ærgrelser

Kender I det, at man har en ting på sin watchliste på Ebay. Og faktisk har det noget tid, hvor man sådan diskuterer lidt frem og tilbage med sig selv, om man nu virkelig også har brug for bemeldte dims til garderoben.

Og så man så pludselig kommer frem til, at man slet ikke kan leve uden - så er tingen naturligvis lige blevet hapset af en anden mere fremsynet shopper - og der er naturligvis ikke andre på Ebay. Grumf!

Jeg forudser nu, at en intens jagt bliver indledt med risiko for at ende med at betale overpris i min ihærdighed. Krydser virkelig fingre for spontant indfald af fornuft i kampens hede...

Jagten på den perfekte sommerkjole...

...er sat ind. Eller nok rette på de perfekte sommerkjoler. For min sviptur til sol og varme sydpå gjorde mig opmærksom på en voldsom mangel på skønne, lette sommerkjoler i mit skab. Så har brugt morgenen på at trawle diverse websites igennem - men uden at lægge så meget som én eneste ting i kurven. *suk*!

For enten er de for dyre (ellers var jeg bare gået amok på Net A Porter), for korte (er lidt for gammel til mini - selv om sommeren) eller for kunstige i materialet (duer ikke til poly-helvede - slet ikke, når det er varmt!)

Men fandt da lidt inspiration på Asos, så overvejer at vove mig ud i den virkelige verdens butikker og se, om den optimale sommerkjole hænger derude.
Beklager i øvrigt, at collagen ser lidt sjov ud - mangler stadig at blive helt gode venner med Polyvore... ;-)

søndag den 14. juni 2009

Under overvejelse


Stod med denne smuksak fra Gerard Darel i hænderne tidligere i dag i Nice lufthavn. Hylderne fristede med flere farver, men det var den sorte, jeg kastede min kærlighed på, ikke mindst fordi skindet var det absolut lækreste - blødt og slidstærkt på samme tid.

Var virkelig tæt på bare at lukke øjnene og køre Visa-kortet igennem, men lynlåsen kørte ikke upåklageligt, og det skal den altså på en taske i denne prisklasse. Men der er ingen tvivl om, at jeg holder øjnene åbne, for skøn er den!

Total yndlingsneglelak

Er der noget bedre end at komme hjem fra nogle dage på farten til en postkasse, som bugner af skønne sager!

Dels havde postmanden leveret mine smukke Liberty-punge fra AliceCaroline - men endnu vigtigere lå der også en kuvert med mine neglelakstuscher fra OPI.

Og de er alt det, jeg håbede. Farverne er smukke, tuschen er fin og lækker i indpakningen - men vigtigst af alt er de nøjagtigt så nemme at arbejde med, som jeg håbede.

Lakken kommer på penslen ved at klikke på enden af pennen - som en kuglepen - og farven lægges nemt på - og dækker i første forsøg. Så for første gang nogen siden har jeg lagt lak på begge hænder uden at måtte have vatpinde og lakfjerner i aktion.

Helt sikkert ikke mine sidste neglelakstuscher.



Sådan ser tuschen ud - i farven Text Me.


Lakken på - beklager den dumme skygge, selv med selvudløser er det lidt svært at tage billeder af begge hænder...

Når kopien koster mere end originalen...


...det kan den nemt komme til i Frankrig, for her slår man meget hårdt ned på kopivarer. Egentlig ikke så overraskende i betragtning af, at landet trods alt er hjemsted for nogle af de største - og mest kopierede - brands som fx Louis Vuitton og Chanel.

Så man risikerer nogle heftige bøder, hvis man bliver taget med kopivarer - også hvis man bare er helt almindelig privatperson.

lørdag den 13. juni 2009

Hvordan har jeg dog klaret mig uden


...de lækre hårprodukter fra Redken?
Har tidligere været lidt nærig, når der skulle shoppes hårdims, men må jo indrømme, at jeg kan se, hvad man får for pengene: Lækrere, sundere og mere medgørligt hår. Og det er jo egentlig ubetaleligt.

Når man så endda kan købe produkterne flere steder på nettet til mere overkommelige priser, er det jo svært at lade være. Jeg plejer at handle på lookfantastic.

Favoritterne til mit fine, lyse (farvede) skandinaviske hår er:

Blonde Glam shampoo + balsam: Plejer og gør håret medgørligt.

Pure Pearl: God som kur ind i mellem, hjælper med at holde min lyse farve frisk og lys.

Anti Snap: Forhindrer mit hår i at have elastik-tendenser, når jeg reder det igennem.

Velvet Whip: Også god til at pleje håret og passe på hårtørrerens tarvelige sideeffekter. Blander ofte Anti Snap og Velvet Whip, inden jeg kommer det i håret.

Deep Fuel: Når håret ind i mellem lige trænger til lidt ekstra kærlighed.

Sådan kan man jo også bare reklamere...


...for sin butik.
Og så ved man altså, at man er havnet i en af verdens bedre boldgader, når en af byens lokale butikker vælger at udstille to af sæsonens absolut mest hypede items - Balmains marching band jakke og nittesandaler fra samme - i en montre på hotellet som reklame for butikken. Og de andre montrer - der var vel cirka ti i alt - var ikke kedeligere...

fredag den 12. juni 2009

Jeg beklager...

...at der er lidt stille på bloggen i disse dage, men jeg har for en stund forladt den danske sommer til fordel for en lidt mere pålidelig af slagsen.

Så jeg vil også meget gerne beklage, at jeg vandrer rundt med solfaktor, bare ben og solbriller på næsen, mens jeg kan forstå, at I derhjemme kæmper med regn, blæst og kulde. Jeg lover at forsøge, om jeg kan tøjre solen til flyveren, når jeg vender hjem igen lige om straks.

I mellemtiden skal I næsten lige se den udsigt, jeg stod op til i morges...


torsdag den 11. juni 2009

Sparetip: Køb din skraber billigt på nettet

Små toppe med blottede skuldre, flyvske sommerkjoler og bikinisæsonens start. Der er intet som sommeren, der kan få mig til at flyve lynhurtigt gennem den ene pakke barberblade efter den anden. Og sådan nogle små størrelser kan jo være åndssvagt dyre.

Men heldigvis ville tilfældet, at jeg for noget tid siden var kommet afsted udenlands uden min skraber, så der måtte investeres. Valget faldt på denne:

Og den viste sig at være et godt valg. Ikke mindst, da jeg fandt ud af, at både skraber og ekstrablade kan købes til ganske fornuftige priser på nettet - ikke mindst med det dejligt lave pund. Shop selv hos NeedBlades her.

(Skulle priserne finde på at optræde i euro/€, findes en lille boks i nederste højre hjørne, hvor det kan ændres til pund)

onsdag den 10. juni 2009

Nå, det var så åbenbart ikke en god ide...


For har lige hentet Topshopsagerne på posthuset, og der er kun én ting at sige: retur, retur, retur. Slet, SLET ikke noget hit - er lidt skuffet.

Især over sandalerne, som jeg ellers havde glædet mig meget til.


Og bevares, de er da også fine -men altså, hvorfor dælen vælger man at nitte nogle af remmene sammen, så de ikke kan tilpasse sig ens fødder, men bare buler op på underlig vis. Æv!


Den gule top var bare lidt for kort og bred, og den hvide - som ellers er gevaldigt fin - havde en så snedig pasform, at jeg klart ligner en, der sådan cirka er i sjette måned. Ellers tak.

God service!

Jeg sidder lige og er dybt imponeret. Min bror har fødselsdag i dag, men befinder sig pga job på hotel i den anden ende af landet. Men fejres skal han da alligevel, var familien enige om.

Så jeg ringede til receptionen på hotellet for at høre, om det evt kunne arrangeres, at der blev sat lidt lækkert op på hans værelse, til han kommer hjem i aften.

Svaret blev "Det er ikke lige noget, vi har her på hotellet. Men jeg vil da gerne lige smutte ud i min frokostpause og købe lidt for dig."

Lidt senere fik jeg så en mail, at nu var opgaven klaret, og jeg fik fluks overført penge til den søde receptionist.

Hatten af for folk, som har den slags overskud!

Det må vist være mig, den er gal med...


...for mens utallige veninder og bloggere jubler over Chanels neglelakker, kan jeg simpelthen ikke enes med dem.

Fair nok, jeg er ikke verdensmester i neglelakslægning, men helt håbløs burde jeg heller ikke være. Men det duer simpelthen ikke - og det er ret ærgerligt, for jeg har efterhånden samlet nogle stykker sammen i min naive tro på, at næste gang ville blive meget bedre. Og farverne er jo så fine, så fine!

Den eneste, jeg faktisk har nogenlunde succes med at lægge på, er heldigvis også favoritten: Miami Peach.

Så nu håber jeg, at mine Opi Penne snart dukker op med posten, så jeg kan se, om det er bedre med neglelak på tuschform.

tirsdag den 9. juni 2009

Hvad man dog ikke gør for sin garderobe...

Hvem har lige besluttet, at sommeren skulle afløses af øsende sjaskregn??? Sådan brat og lige pludselig. Det passer mig bare slet ikke.

Og dagens påklædning matchede absolut heller ikke en vejrudsigt, som pludselig påkrævede sydvest og waders. Tværtimod!

Så mon ikke der var et par stykker, der fik et rigtigt godt grin, da jeg stod udenfor kontoret og proppede min skindjakke og ballerinasko i tasken, inden jeg vovede mig ud i elementernes rasen... Normalt er jeg af den overbevisning, at tøj er til for at blive brugt, men jeg kunne alligevel ikke nænne, at min lækre nye skindjakke (som jeg selvfølgelig ikke lige har fået imprægneret endnu...) og mine (eneste) Lanvin ballerinaer skulle blive fuldstændigt gennemblødt.

Jeg var helt sikkert et yndigt syn i tynd bluse og bare fødder på cyklen hjem... :-)

Dødningehoveder duer bare ikke...


... eller det vil sige - at de duer til så mange andre. Blandt andet viser Merete og Camille jævnligt, at Alexander McQueens ikoniske scull scarfs kan være supercool.

Og jeg synes da også, at dødningehovederne printet på den lækreste, lette silke er en supermåde at give en kant til sit look - det virker bare ikke for mig. I hvert fald ender mit smukke lyserøde tørklæde tilbage på sin plads i skabet igen og igen, når jeg forsøger mig med det.

Så må hellere være realistisk og tage det med, når jeg næste gang tager mig sammen til at sælge ud på Trendsales, selvom jeg egentlig synes, det er for smukt til at forlade garderoben...

mandag den 8. juni 2009

Populære Percy på udsalg

Det kan altså være farligt at bevæge sig rundt i blogland. Så lige hos Signe, at Luisaviaroma har åbnet for sit presummer sale med rabatter fra 30 til 50 procent. Meget fristende - skal helt sikkert se mere på det senere.

Men kunne ikke undgå at bemærke, at den populære Softy Percy fa Marc by Marc Jacobs er sat ned - til €98 i både rød og lyseblå. Og med gratis shipping er det jo svært fristende - havde jeg den ikke allerede i sort, var jeg nok sprunget til, for det er den ultimative gå-i-byen taske.

Shoppingfavoritter på nettet

Det er nok ikke så smart, men det er ingen hemmelighed, at netshopping er en af mine absolut yndlings overspringshandlinger.
Der er jo et helt univers af muligheder derude, men det er alligevel de samme sider, jeg vender tilbage til igen og igen.

Jeg lurer jævnligt på fristende luksussites som Shopbop, Net A Porter og mange andre overdådige netbutikker, som får mundvandet til at løbe. Desværre rækker økonomien ikke helt til at gå alt for amok på disse sites - og så bliver jeg lidt irriteret på alt for høje shippingpriser, så istedet havner jeg igen og igen her:

ebay - både .com og .co.uk.
Har efterhånden gjort et væld af kup på de to sites. Udvalget på den britiske udgave er knap så stort, til gengæld slipper man for risikoen for told (når man altså lige husker at dobbelttjekke, at varen ikke befinder sig dumme steder som især Hong Kong eller Australien). Men ind i mellem er kuppet så godt, at risikoen på den amerikanske site er til at leve med. Har fx købt to af mine Botkier tasker af den vej.

H&M
Når garderobefixet skal være billigt og sæsonbetonet.

Topshop
Bl.a. lækre skindjakker, gode basistoppe og spændende sager fra Kate Moss kollektionerne. Og med det billige pund og shipping på blot £5 kan det være svært at holde sig væk.

Asos
Der kan være langt i mellem, men enkelte hits, bl.a. mine højtelskede frynsesandaler. Mange sjove og lidt skævere sager.

Trendsales
Min indre krejler elsker at handle og gøre kup. For ikke at tale om muligheden for at slippe af med dumme fejlkøb.

Etsy
Jeg har for nylig fået øjnene op for dette skønne site, hvor kreative sjæle sælger ud af deres kreationer. Har blandt andet købt smukke sofapuder og disse lækre Libertypunge.

Mon Showroom
Jeg har en svaghed for de skønne basissager fra American Vintage - og har flere gange haft held til at fylde garderoben til særdeles billige penge på udsalget hos Mon Showroom.

Hvor netshopper I?

søndag den 7. juni 2009

Hello lover...

Som nævnt blev jeg fristet til en spontan shoppingtur tidligere i dag, og resultatet blev, at (endnu en...) skøn skindjakke er flyttet ind i min garderobe.

Jakken er fra Munderingskompagniet, som bruger det mest fantastiske skind. Jeg har allerede én anden jakke derfra, så jeg vidste, der var guld på spil, da ordene Munderingskompagniet og Lagersalg faldt i samme sætning. For deres priser er som regel i den dyre ende.Så de 1500, jeg måtte slippe, er virkelig et kup.

Her er jakken (beklager det lidt grumsede billede - lyset drillede)


I hver side har jakken fede perforerede detaljer, som giver et fedt look.



Hver ærme slutter i en lang grov lynlås. Planlægger at bruge lynlåsene åbne fx med en masse armbånd inden under her i sommerperioden.


Shoppetip til de hurtige københavnere - loppemarked/lagersalg i Kødbyen med bl.a. Munderingskompagniet

Uh, det kan være farligt at have shoppeglade veninder. Fik ved middagstid et tip om, at Munderingskompagniet sælger ud af deres skønne sager på Karriere Bar i Kødbyen. Det kunne jeg ikke lade gå min næse forbi, så tømmermændene måtte lige passe sig selv et øjeblik, mens jeg smuttede forbi.

Konceptet viste sig at være en ret blandet landhandel med både nogle private loppeboder og udsalg fra forskellige designere, blandt andet en masse smukke smykker fra Julie Sandlau til priser fra 300-800 - og helt nede i hjørnet en bod med Munderingskompagniets lækre lædersager og lidt til.

Kom hjem med den skønneste, blødeste sorte jakke - skal nok vise den frem senere.

Løjerne fortsætter til kl. 19 i dag - der er ikke mulighed for at bruge kort, men der ligger en bank ikke så langt væk.

Så er det også slut med det der overskud...

...i hvert fald for den her weekend.

Har været alt for tidligt oppe - ikke mindst i betragtning af, at jeg dumpede hjem temmeligt tidligt i morges efter solen for længst var stået op og fuglene begyndt at synge.

Men nu er det søsterens tur til at have fødselsdag. Hun blev fejret på fornem vis i går - og festivitassen fortsætter i dag, og i et forsøg på at være den søde søster, er jeg i et anfald af letsind kommet til at love, at jeg da godt lige kunne stille op med et par kager. Kan godt afsløre, at sukker, chokolade og et varmt køkken er en rigtig dårlig kombination med tømmermænd og søvnunderskud.

Me and Marc

Min kærlighedsaffære med den kære Marc Jacobs har efterhånden stået på noget tid - elsker både hans tøj, sko, tasker og diverse skønne accessories.

På taskefronten er det da også blevet til lidt fra hans hånd. En Multipocket, en Softy Percy og så min store cremefarvede arbejdstaske, som jeg ikke kender navnet på, men som jeg elsker for dens rummelighed (snupper nemt min store bærbar + det løse), lynlåsen i toppen og rummet foran.

lørdag den 6. juni 2009

De der jumpsuits

...har jeg det ærligt talt lidt ambivalent med. På den ene side har jeg det lidt svært med dem, for jeg synes egentlig, at selv de mindste og spinkleste mennesker (en kategori, som jeg med min 178 cm ikke helt kan prale af at holde til i) bliver ret uformelige i stort set alle udgaver. På den anden side er det jo bare en fantastisk let, luftig og behagelig beklædningsgenstand, ikke mindst på varme dage. Og så løser man en tøjkrise med et enkelt stykke tøj - helt perfekt.

Min ambivalens har da heller ikke fået mig til at fraskrive mig buksedragten/jumpsuitet/heldragten (kært barn har mange navne) - har faktisk ikke færre end tre i garderoben.

Seneste er denne fra Vadum - en foræring fra en sød venindes butik, som tak for bageassistance.


Billede fra Kaiku (som dog ikke er min venindes butik).

Lovin' them blueberries


Er der noget bedre, end når ting, som smager godt, faktisk også er sunde... Er helt pjattet med blåbær, som for tiden frister fra butikkernes hylder. Og så skader det jo ikke, at de er proppet med gode sager som fx antioxidanter, som neutraliserer en grim ting kaldet frie radikaler, som sættes i forbindelse med kræft, hjertesygdomme og ældning. Og det gider jeg jo helst ikke have i mit liv.

Så må hellere ud og finde flere blåbær i køleskabet... :-D

Mulberry Mania

Nu jeg er igang med at præsenterer min taskesamling, kan jeg passende fortsætte med endnu et favoritmærke: Gode gamle Mulberry.

Forelskede mig oprindeligt i Roxanne - men var dengang ganske fattig studerende, og da pengene blev lidt bedre, var tasken i mellem tiden blevet lidt for overeksponeret til min smag. (det var lige der omkring, hvor Friis-kopierne for alvor florerede).

I stedet er det blevet lidt andre modeller, der er flyttet ind. Her i blandt en af mine all time taske favoritter - i pewter læder med fletdetaljer. Jeg aner ikke, hvad den hedder, og har kun én gang mødt en anden med den over armen (endda i en anden farve), men den kommer aldrig til at forlade min garderobe (frivilligt).

Derudover en Somerset Pouch, en Angelica - med kvasterne - og en clutch/pung i den mest fantastiske orange farve (som jeg desværre ikke er særlig god til at få brugt).

fredag den 5. juni 2009

Har du været overskudsmenneske i dag?

For det har jeg... Synes jeg da selv! Har i hvert fald været temmeligt tidligt oppe for at agere Bagermester Harepus for sød veninde, hvis datter skal holde pigefødselsdag - og som ikke selv er verdensmester i et køkken. Det er jeg for den sags skyld heller ikke, men en omgang boller og en drømmekage kan man vel altid bikse sammen. Og så lige en bunke hvide og lyslilla marenshjerter, for det vil man jo gerne have, når man er ni år gammel (og iøvrigt også, når man er noget ældre, for da tøserne, som jeg skal hygge med i aften, hørte om bageprojekterne, insisterede de på, at de også vil have kyskager - så det får de)

Sådan blev resultaterne:


Botkier babies

Botkier er ret relativt nyt mærke i mit univers - den første taske flyttede ind i garderoben for halvandet år siden. En smuk, grå Sophie - som dog siden er flyttet videre, da min søster forelskede sig akut.

Men der er ingen tvivl om, at mærket er kommet for at blive i min verden, for jeg holder meget af kombinationen af lækkert skind, cool design - og stadig relativ ukendthed.

Det var blandt andet en Botkier, som sidste sommer fik mig omvendt fra at være en absolut-ikke-clutch pige - til at være stor tilhænger af konceptet. "Synderen" var den sorte "Lulu" clutch med skindrosen på forsiden. Skindet er så smørblødt, at jeg har lyst til at sidde og ae den.

Ellers består samlingen af Little Vixen Hobo (den gule) Isis clutch (fuschiafarvet) og Ziggy Hobo (sort skuldertaske)


torsdag den 4. juni 2009

Sommerens hotteste accessory...

...er hverken maveblusen, blondebodyen eller diverse Balmainkreationer. I hvert fald ikke, hvis jeg skal dømme ud fra tøserne i min umiddelbare omgangskreds.

For så er unge mænd det nye sort. Og vi snakker altså ret unge - som i hhv 20 og 21, mens mine veninder er først i trediverne.

Og begge gange er det veninderne, som er blevet kampscoret på den overvældende og overbevisende måde. Sådan!

Så fik man lige lidt røde kinder...

...her forleden, for jeg fik ganske enkelt den smukkeste kompliment længe.

Sludrede med en veninde, da hun pludselig spurgte, hvilket stjernetegn, jeg egentlig er.
Svarede som det er, at jeg er fisk - og var lidt nysgerrig efter, hvorfor hun ville vide det?
"Jo, for hvis jeg skal have flere børn, så skal de også være fisk, for de skal være lige som dig."

Hvad siger man lige til det... :-)

Farligt fristende...

...er det, at Shopbop tilbyder gratis shipping i hele juni, så længe man køber for over $100.


Er det for meget at forlange, at tolderne holder sommerferie i samme periode?