tirsdag den 8. marts 2011

Om at blive mindet om, hvor godt man egentlig har det

Egentlig har billedet ikke så meget med historien at gøre - og så alligevel. For på vej hjem fra et par ærinder i byen stoppede jeg op på Rådhuspladsen for at fotografere det fine lys på renoveringen af Industriens Hus. Jeg havde lige smidt iPhonen i lommen og havde hanket op i cyklen igen, da jeg blev stoppet af en høflig mand. Om jeg mon eventuelt kunne undvære et par skillinger. Sagt på en så høflig og ydmyg måde, at jeg næsten fik ondt i maven - og fluks fik gravet pungen frem af tasken. Hvorefter han straks trådte et stort skridt tilbage "bare, så jeg ikke skulle tro, at han var ude på at fuske mig" - sagt med et skævt smil.

Og så var det, at vi faldt i snak. Om alt muligt. Livet, hverdagen, udfordringerne ved at bo på gaden og hvor svært det er at passe et job, når man sover i en trappeopgang. Han havde ellers prøvet, men måtte erkende, at det ikke gik.

På forunderlig vis endte vi med at stå og snakke i over 10 minutter. Og hold nu kæft, hvor fik jeg lige sat min verden i perspektiv på de 10 minutter. For gutten - Francesco hed han i øvrigt - fik virkelig mindet mig om, hvor godt jeg egentlig har det. Uden at han iøvrigt på NOGEN som helst måde fremstod ynkelig, klynkende eller sølle. Bare lidt frustreret over sin situation, men samtidig på underlig vis afklaret. Kort sagt - han var sgu cool.
Virkelig en øjenåbner på en dag, hvor jeg har været småtrist og frustreret hele dagen. Startede dagen med at samle telefonen op for at ringe til min gudmor og ønske hende tillykke med fødselsdagen - for så igen at blive ramt af sorghammerens påmindelse om, at det nu er andet år, at den der skide kræft har forhindret mig i at kunne det. Og et kig på min netbank gjorde mig ikke i bedre humør. En af fornøjelserne ved at være selvstændig er nemlig, at pengene ikke nødvendigvis lander på kontoen til den første, hvor regningerne bliver betalt. Selvom de egentlig er tjent. Og hvis der er noget, jeg virkelig hader, og som stresser mere end det meste andet, så er det økonomiske frustrationer.

Men at stå der på Rådhuspladsen og vide, at jeg trods alt kunne gå hjem til min lune lejlighed, hvor der trods alt nok ville gemme sig et eller andet i skuffer og køleskab, som jeg kunne finde, mens Francesco måtte fortsætte sin ydmyge jagt på nok mønter til at skaffe ham en seng på et herberg for natten, var sgu alligevel en kontant reminder om, at jeg nok egentlig ikke rigtigt har så meget at brokke mig over. Og så gjorde jeg det eneste, der virkede rigtigt. Fiskede pungen op igen og gav ham de 150 kroner, jeg havde i sedler. Hold. Nu. Op. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det gjorde næsten ondt på mig at se, hvor glad han blev. Og overrasket. Og nærmest flov over at tage imod dem. Men glad. Faktisk sagde han, at han aldrig havde oplevet noget lignende. Og fortalte, at han ville glæde sig til at fortælle historien til sin kammerat, han skulle mødes med senere - for det ville han alligevel aldrig tro på.

Da jeg hankede op i cyklen og satte kursen hjem mod varmen, spurgte Francesco, om han måtte give mig et kram. Og så stod jeg pludselig der midt på Rådhuspladsen og blev krammet af en hjemløs. Og jeg er faktisk i tvivl om, hvis dag der egentlig blev reddet mest...

5 kommentarer:

Kira sagde ...

Hold op en smuk fortælling! Nu sidder jeg næsten her med tårer i øjnene - og sammen med Guld.log's "Jeg-er-blevet-mor"-indlæg, må det her være dagens absolut bedste blogpost, jeg har læst!

rijaH sagde ...

Jeg har det ligesom dig, jeg kan slet ik lade være med at nærmest ville hælde hele min beholdning af penge til dem hver gang jeg ser dem.. jeg synes virkelig det frustrerende man ikke kan hjælpe når man bare har lyst til det. Jeg er sikker på du har reddet hele hans dag hvis ik hans uge måske endda måned, år? Tænk hvis verden var fyldt af så nogen som dig og mig, så var det hele måske lidt mindre ulideligt for mange menneske. RAOK goes a long way <3

Det minder lidt om noget min kæreste fortalte mig her i dag, da jeg opdagede at der lå to uåbnede kort(så nogen tilykke kort) på vores spisebord og så spurgte jeg hvor de kom fra? Og så sagde han at der var 2 drenge fra Gladsaxe skole som havde ringet på døren og fortalt at skolen altså ikke havde råd til at sende dem til udlandet på en tur så nu var de ude og samle ind og så havde han altså betalt 50 kr. for to kort.. Og som han selv sagde det.. "Det er din skyld" altså mig.. fordi han ved at jeg ville ha købt 1-2-3-4 måske 10 kort hvis jeg havde haft penge liggende til det. Og det skal lige siges min kæreste er virkelig en der er nærig :P Så at opleve han har gjort det var stort... det er jo ikke noget i nærheden af det som du har oplevet i dag. Men synes bare det var noget derhen af i forhold til det med at gi..

Dejligt indlæg at læse i hvert fald :)

Miss Maybe sagde ...

Tusind tak for jeres søde kommentarer. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg skulle skrive indlægget - for altså, jeg er jo ikke en helt for at have givet ham de penge. Så dejligt med jeres respons.

Og tak for din søde historie rijaH - skønt, når man også kan give lidt videre på den måde :-)

Hanne sagde ...

Ja det er sundt at blive mindet om hvor godt man har det. Det sætter tingene i perspektiv.
Jeg synes faktisk dem der står og sælger Hjemløse avisen er rigtig søde og høflige mennesker, der altid har et "god dag" klar til en - også selvom man ikke køber.
Og ja - det er jo en slags valg at være hjemløs, men jeg tror omstændigheder kan gøre, at vi alle ender der!
Tak for din fortælling... den var dejlig!

Miss Maybe sagde ...

Du har ret - Hus Forbi sælgerne ER ofte et positivt bekendtskab. Og man ved nok aldrig, hvor man kan ende, før man pludselig står der. Man lad os håbe, at ingen af os nogensinde kommer dertil!