Mit forhold til H&M går lidt op og ned - og indrømmet, i takt med at indtægten er blevet mere fornuftig end SU-tidens stramme kår, er shoppingbudgettet også blevet lidt mere ekstravagant. Men indimellem er der stadig fine sager at finde hos svenskerne. Men der er simpelthen en ting, jeg ikke forstår, og det er deres onlineshop. Eller rettere - deres leveringstider.
Jeg sad og småshoppede lidt i går aftes; en sweater og et par langærmede bluser, som ville klæde min garderobe her i det kølige efterår. Glad putter jeg i kurven, taster visakortets informationer ind - og så kommer skuffelsen. For godt nok kan jeg få en enkelt lille bluse leveret allerede nu (eller, i næste uge, forstås), men sweateren, som jeg egentlig glæder mig mest til, må jeg pænt vente med at modtage til uge 47 - en MÅNED fra nu. For ikke at snakke om den anden bluse, som kan finde vej i uge 52 - altså om et par måneder.
Helt ærligt - det er simpelthen ikke godt nok! Og egentlig særdeles utjekket af en så stor og international koncern. Det virker jo nærmest som om, at de først producerer tøjet, når det er bestilt, men det kan jo ikke rigtigt passe. Så langt rækker min tålmodighed simpelthen ikke - jeg synes i forvejen, det er slemt nok at gå og vente på forsendelserne, når jeg shopper på nettet, men det her er jo nærmest til grin...
Tingene bliver især sat på spidsen af, at jeg samtidig bestilte nogle sager hos Only. Og vupti, allerede i dag har jeg sørme modtaget en mail om, at min ordre ikke alene er modtaget, men også både pakket og sendt. Ja tak!
Så kære H&M - stram op. Please!
5 kommentarer:
Godt at høre, at det ikke bare er mig, som er sart. Men det undrer mig virkelig, at de ikke kan organisere det bedre. Overvejer virkelig at afbestille min ordre i protest... ;-)
Ej, det kan jeg godt se. Jeg har så adskillige H&M'er inden for rækkevidde, men tror, at jeg er ved at være gammel, for orker sjældent at mosle gennem de mange stativer for at finde guldet. Så er det nemmere på nettet...
Jeg takker mange gange for at du har skrevet denne blog. Jeg surfede rundt på H&M's hjemmeside her i dag, og jeg lagde faktisk flere ting, som jeg havde tænkt mig at bruge i juleferien, i e-shoppen's indkøbskurv, og da jeg skulle til at oprette mig som bruger derinde, tænkte jeg lige at jeg skulle Google andres erfaringer med H&M's leveringstid, da jeg skal rejse til udlandet at fejre jul om 3 uger. Men efter at have læst din blog, har jeg valgt at takke pænt nej til at shoppe fra deres hjemmeside..
endnu en gang tak ;)
Tak for din kommentar - jeg er da glad for at høre, at min lille hyggeblog kan bruges til noget. jeg håber, du finder fine julesager til garderoben andre steder!
Send en kommentar