Når man egentligt godt ved, at det ikke nytter noget...

...hvorfor pokker bliver jeg så ved at forbande min skostørrelse langt væk?

For min realistiske sans fortæller mig jo pænt og tydeligt, at med mindre jeg vitterligt vil gå den dramatiske Askepot-vej og både hugge en hæl og klippe en tå, så er der altså ikke synderligt stor sandsynlighed for, at jeg pludselig vågner op i morgen med str. 38 fødder for enden af mine ben. Eller i det hele taget bare hvad som helst, som er mindre end den størrelse 41, som naturen nok så gavmildt har udstyret mig med.

Men det er lidt svært ikke at blive bare en anelse frustreret, når blandt andet alle de der korte, lidt grove støvler, som bare ser drøngodt ud på alle mulige andre, og som ville passe helt perfekt ind i min garderobe, har en tendens til at antage visuel lighed med en mindre kano, når de kommer på mine fødder i rette størrelse.

Og jeg skal vist slet ikke begynde på frustrationen over at have en skostørrelse, som i stort set alle tilfælde umuliggør følgende sætning, som mange veninder bare strør om sig med, som om det var det rene ingenting: "Jeg tror, den er lidt lille i størrelsen, må jeg lige prøve et nummer større." For det findes som regel ikke. Suk altså!

Er der mon noget at sige til, at jeg er blevet taskefanatiker fremfor skofetichist...? :-)