torsdag den 8. oktober 2009

Shoppingfilosofi...

Jeg ved ikke, om jeg har sådan en, men jeg havde i hvert fald en lang snak med en veninde om konceptet forleden.

Hun klagede nemlig over, at hun alt for tit kommer hjem med ting, som siden bare får lov at henslæbe en kummerlig ubrugt tilværelse bagerst i skabet, fordi kærligheden hurtigt fordufter, når sagerne kommer ind over dørtærsklen.

Vi sludrede en del om, hvorfor så mange ting aldrig blev brugt, og jeg kunne virkelig kende mange af problemerne fra mig selv.
Her er nogle af de tanker, som nærmest med sikkerhed var gået forud for størstedelen af hendes fejlkøb...:

"Den her kommer til at blive superfin, hvis jeg bare lige får en fladere mave/taber mig på lårene/får en fastere røv/indsæt selv problemområde"

"Ih, den bliver vildt fin til sommer/vinter/når jeg på et tidspunkt skal til den der fancydress fest"

Og hold fast, hvor jeg kender det! Så snakken var egentlig en rigtig god anledning til lige at få genopfrisket nogle af de der åh så basale - men åh så nyttige shoppingregler:

- Køb kun, hvis du virkelig er forelsket! (Og her er det så, at mange råder til, at man lader de fine sager hænge, og kun køber dem, hvis man stadig tænker på dem efter et givet tidsrum - men det fungerer altså ikke i min verden. Så meget tid har jeg ikke til at rende i butikker. Så hellere tage tingene med hjem - og returnere hvis det virkelig ikke virker).

- Køb kun ting, du vil elske at tage på med det samme. Lad være med at tænke "om fem kg", "til næste sommer" osv. For sandsynligheden er, at kiloene bliver - og når sommeren kommer, har du alligevel set så meget på kjolen, at du hellere vil have en ny, selvom den anden ikke har været ude af skabet.

- Det ER helt ok at springe over på nogle tendenser - det er vigtigere at være tro mod sin egen stil. Fx bliver plateau, velour og batik pænt ude af min garderobe, selvom det vrimler frem overalt i gadebilledet og helt sikkert ser fint ud til nogen.

Ingen kommentarer: