onsdag den 4. maj 2011

4. maj


Så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg tændt lys i vinduerne den 4. maj - og jeg bliver ærligt talt lidt trist over, at jeg kun kan se én anden, som (måske) holder traditionen i hævd, fra mit vindue.

Jaja, jeg ved godt, at det er mange år siden, at Danmark blev befriet, og at der foregår grusomme ting nu og her mange steder i verden. Men derfor synes jeg alligevel ikke, at vi skal glemme historien.

Jeg holder meget af, når min gamle morfar indimellem har lyst til at fortælle om, hvordan det var at leve under krigen, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor vildt det må have været at få meddelelsen om befrielsen og kunne flå mørklægningsgardinerne ned.

Så jeg har samlet mine fine stager i stuevinduet i dagens anledning.

6 kommentarer:

Beam sagde ...

Jeg har nu ikke gjort det "altid", men også sat lys i vinduerne den her aften. Kan vist også kun se nogle af vores genboere med lys i vinduerne.

Betina sagde ...

Der var ikke mange der gjorde det nej. Vi havde dog også tændt! Min kærestes far var meget aktiv i modstandsbevægelsen, så det er helt naturligt for os. Lidt ærgerligt at der er mange der glemmer det.

//Betina

Anine sagde ...

Jeg gør det troligt hvert år, men det er ikke mange der gør. Kunne dog se 2-3 steder fra mit vindue :)

Miss Maybe sagde ...

Dejligt at høre, at jeg ikke er alene om at holde traditionen ved lige - men ærgerligt, at den måske er ved at dø ud...

Kristine sagde ...

Jeg gør det også. Min morfar var aktiv modstandsmand og både mine morforældre og forældre har altid gjort det. Ærgerligt at traditionen er ved at dø ud, men godt at nogen trods alt stadig holder den i hævd. Det er netop en dag at mindes de, der satte deres liv på spil for Danmarks frihed.

Miss Maybe sagde ...

Ja, det gælder bare om at holde fast - og lære sine børn (hvis man har sådan nogle) og alle mulige andre om traditionen!