Jaja, bedre sent end aldrig. Jeg ved godt, at vi efterhånden har pillet adskillige kalenderblade af, siden
Rådhusklokkerne bimlede og champagnen blev serveret.
Men anyways, jeg er egentlig ikke typen, som laver nytårsfortsætter - mest af alt fordi, jeg bliver så irriteret på mig selv, når jeg ikke kan overholde dem. Men jeg tænkte, at jeg alligevel ville gøre mig nogle tanker om mig og min garderobe, nu der ligger et helt nyt og friskt år foran mig.
Resultatet blev følgende statements, som jeg vil gøre mit allerbedste for at leve op til i løbet af året:
- Køb færre, men bedre ting. Ikke helt så meget impuls. Det gør sig nok især gældende, når jeg rejser, hvor jeg lidt for nemt bliver grebet af stemningen, den fremmede valuta og ofte manglen på muligheden for at vende tilbage dagen efter.
- Bliv bedre til at bruge den eksisterende garderobe. Kom ud over de sædvanlige kombinationer og få flere ting i brug.
- Undgå at købe flere tasker (og her har vi klart årets helt store udfordring...) Eneste undtagelse er den perfekte cross body bag, for sådan en mangler jeg faktisk (ja, helt seriøst...)
- Større kropsbevidsthed. Jeg er lidt for glad for oversize på overkroppen, og det kan jeg godt drukne lidt i. Mere fokus på formerne.
- Op på hælene mindst en gang om ugen. Jeg er ganske enkelt for mageligt anlagt, og det er egentlig lidt synd for de mange fine sko og støvler i skabet, som dermed kommer til at henslæbe en lidt for overset tilværelse.
There, I said it! Så må vi se, hvordan det kommer til at gå i praksis.