lørdag den 29. august 2009

Måske et lidt spøjst tip...

Jeg synes indimellem, at det kan være lidt drilsk med fodtøj - måske fordi jeg har temmeligt besværlige fødder - og meget meget lav tålmodighed overfor at skulle gå sko til.

Så derfor var jeg nødt til at teste et tip, jeg har fået af min mor, da jeg havde et par ellers skønne heels i garderoben, som ikke blev brugt nok, fordi de strammede lidt i overlæderet. For ifølge min mor kan man få (læder!)sko til at tilpasse sig fødderne ved at sætte dem i ovnen ved 50 grader og "bage" dem i 15-20 minutter, for så derefter at gå med skoene, til de er kolde.

Det måtte prøves i går - og sørme om det ikke virkede. Endte med at have skoene på i byen hele aftenen uden at få ømme fødder eller trælse vabler. Så nu er næste testpar et par lidt for stramme ballerinaer, for indtil videre er jeg temmelig tilfreds med resultatet!

Men indrømmet, jeg er da glad for, at jeg bor alene - for jeg ved ikke helt, hvordan jeg ville forklare overfor andre, hvorfor der stod et par sko på bageristen i min ovn...

2 kommentarer:

rijaH sagde ...

Hmm... jeg blev prakket noget spray på af damen der solgte mig et par sko sidst som sku kunne gøre at skindet udvider sig.. og det har ik virket synderligt.. så det lyder mere sandsynligt med din metode :) Så tak for tip :D

Miss Maybe sagde ...

Ej, det lyder da også lidt mærkeligt. Sådan en spray har jeg aldrig hørt om. Men jeg håber da, at du kan få glæde at tippet også. Jeg har faktisk lige taget mit andet par sko ud af ovnen (ok, der var en sætning, jeg ALDRIG havde troet, jeg skulle skrive :-D ) og er spændt på at se, om der også er succes med dem.