På en rundtur i blogverdenen havnede jeg af veje, jeg ikke helt kan huske, hos Ualmindelig Almindelig. Og nu sidder jeg tilbage. Med ondt i maven. Puha!
Følte fuldstændig, at pusten blev slået ud af mig, da jeg læste dette indlæg. For lever jo stadig i min lykkelige naive barnetro om, at forældre altså er udødelige. Især ens egne. Men sådan er det jo slet ikke.
Minder mig også om, hvor pokkers priviligeret jeg (og hele min familie) er, fordi den der fæle lille knude faktisk blev fundet tidligere i år. Og ikke havde udviklet sig til andet og mere. Men alene at skulle sige ordene kræft og mor i samme sætning. Uvirkeligt.
For pokker, hvor skal man altså bare huske at sætte pris på sine nærmeste, mens man stadig har dem!!!
Alt om intet, lidt om det hele og mest af alt, fordi det er sjovt...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar