torsdag den 31. december 2009

Vi ses i 2010


Så er 2009 ved at være forbi. Jeg håber, at I alle har haft en rigtigt godt år og er klar til at indtage 2010 med masser af energi.
Personligt er jeg ikke ked af at lægge 2009 bag mig. For mens det har været et ganske glimrende år, har det også på flere områder været et hårdt og trist år med urimelige dødsfald og al for megen sygdom tæt på.
Til gengæld er jeg helt overbevist om, at 2010 bliver et fantastisk år. Jeg er i hvert fald helt klar til det. Til nye projekter, spændende oplevelser med mine skønne veninder og dejlige familie - og naturligvis flere skønne sager til garderoben.
Jeg er så småt ved at gøre klar til nytårsfesten, som er blevet noget helt andet end forventet - og det kan kun blive godt.
Så rigtigt rigtigt godt nytår til jer alle derude - vi ses i 2010!

tirsdag den 29. december 2009

Englevinger


Når jeg nu ikke har vinger på ryggen, så må jeg jo have dem på fødderne - eller nok rettere benene :-) Jeg kunne i hvert fald slet ikke stå for de her lækkerheder fra Ash, som jeg faldt over på gårsdagens udsalgs- og julegavebyttejagt. Skindet er tykt og lækkert, og så er de så behagelige at have på. Helt perfekt. Og så pyt med, at de rent faktisk var lidt for dyre til, at jeg burde have trykket "godkend" på Dankortapparatet. Ikke mindst fordi, jeg faktisk allerede havde fået andet fodtøj i udsalgsposen. Men altså, de var jo for skønne til at blive stående....

søndag den 27. december 2009

Home, sweet home


Lige så hyggelig julen er med al hyggen, familien og et væld af gæster, er det nu også skønt bare at komme hjem i egne rammer, dumpe ned i sofaen og bare være lidt sig selv.
Har tændt en masse stearinlys - blandt andet mit kalenderlys, som jeg er fælt bagud med - og en film på fjernsynet og slapper bare af. Burde nok være fornuftig og lægge strategi og planer for udsalget, eftersom jeg planlægger at vove mig ud i det i morgen, men hvor gerne jeg end ville være sådan en, som er struktureret med en strategi for, hvilke items der gerne må være på udsalg, er jeg langt mere impulsiv og umiddelbar i min tilgang til udsalget.

fredag den 25. december 2009

Yndlingskanin

Er den ikke bare absolut vidunderlig? Det synes jeg - så den er helt klart en af yndlingsgaverne i år. Er ellers normalt ikke så meget til dims og nips, men den her lille fætter skal helt sikkert have en hædersplads hjemme i lejligheden. Så tak til mine søde søskende - ikke mindst for begrundelsen for, hvorfor jeg skulle have det lille dyr!

Ahhh....


Så blev det første juledag - og total afslapning er i sigte hele dagen. Er faktisk ikke en gang sikker på, om jeg kommer ud af mine pyjamasbukser. Så skulle det da lige være for at komme ud og trave en tur - så der bliver plads til lidt flere lækkerier fra køkkenet. (for jeg kan høre, at min mor og søster allerede er igang igen - jeg ligger stadig under dynen).

Juleaften var helt fantastisk. Lækker mad, suveræn rødvin og nogle rigtigt, rigtigt fine gaver, som jeg lover at vise frem senere. Jeg skal bare liiiige stå op... ;-)

torsdag den 24. december 2009

Rigtig glædelig jul

Så blev det den 24. - og jeg håber, at I alle hygger, slapper af og er omgivet af dejlige mennesker.

Personligt er jeg sammen med den nærmeste familie, og køkkenet er et mylder af aktivitet med alle de kulinariske udfoldelser, der skal til. And, flæskesteg (naturligvis med ekstra svær - der er jo alt for få på sådan et dyr) medister og et væld af andre gode sager sender allerede skønne dufte.

Om et par timer er det så tid til den traditionsrige tur i den lille, lokale kirke, inden resten af aftenen går løs.

Jeg vender frygteligt tilbage senere og beretter om, hvad der gemte sig til mig under træet. Indtil videre vil jeg bare lige ønske jer alle en rigtig glædelig jul!

onsdag den 23. december 2009

Juletravlhed

Ih, nu er det snart jul - hvor dejligt. Er sammen med mine forældre og snart slutter søskende sig også til. Herligt.

Det betyder bare også, at der ikke er så meget tid til overs til computerudfoldelser - andet, end når jeg surfer rundt efter inspiration til næste form for julebag eller konfekt. (er ved at være oppe på ti forskellige slags hjemmelavet konfekt - mums)

Jeg håber, at I alle derude bag skærmene også nyder juletiden, hygger og ikke stresser alt for meget rundt!

mandag den 21. december 2009

Det behøver ikke altid være dyrt for at være et hit...

Det har denne halskæde fra H&M efterhånden bevist for mig adskillige gange. Hver gang jeg tager den på, bliver jeg lige lykkelig over, at jeg faktisk tog mig sammen til at få den købt - og ikke gad sende den tilbage, da jeg ellers oprindeligt havde det lidt ambivalent med den.

For den har virkelig gjort min ambivalens til skamme, reddet adskillige outfits og høstet et ikke uvæsentligt antal komplimenter. Og det kan man jo gerne lide... :-)

Ikke mindst, når de kommer fra min 90-årige morfar, som ellers på ingen måde kan siges at være interesseret i modeverdenen. Overhovedet. Men halskæden, som jeg havde på til hans fødselsdag her i weekenden, kunne han virkelig godt lide og gav den adskillige pæne ord med på vejen. Og på en eller anden underlig måde kommer den pludselig til at betyde endnu mere for mig, for nu får den mig også til at tænke på ham!

tirsdag den 15. december 2009

Vruuumm, Vruummm....

Lige siden jeg investerede i min fantastiske lille bil i sommer, har jeg været på jagt efter de perfekte kørehandsker. Og nu er det lykkes. For jeg faldt over disse laberheder i dag - og jeg er dybt begejstret. De er fra Inwear (!) og er i det mest vidunderlige smørbløde skind.
Jeg er helt vild med det quiltede overstykke, den dobbelte knaplukning, og at de er så tynde, at jeg har fuld ratkontrol trods handskerne (for er ellers ikke synderligt begejstret for at køre behandsket af samme grund).
Og så kan jeg virkelig godt lide, at de to (tryk)knapper er betrukket med læder - bare en lille detalje, men det får handskerne til at virke endnu mere luksusagtige.

Anmeldelse: Strikkede Vila sager

Så har jeg modtaget de par striksager, som jeg lod mig friste til at hapse i Vilas nye onlineshop. Og man må sige, at leveringen var effektiv - ikke mindst i disse både topmøde- og juleramte tider hos postvæsenet. For jeg bestilte i fredags, og i dag ringede pakkeposten på.

Desværre ender det nok med, at jeg sender begge de to sager retur, for ingen af dem viste sig at være lige i øjet.
Der stod ikke noget om materialer på hjemmesiden, så jeg frygtede lidt et akrylhelvede, men blev positivt overrasket. Godt nok er denne fine gråstribede sag 60% akryl (og 40% polyamid) men på den tynde, bløde måde. Dog med tendens til at blive elektrisk.

Men det var nu ikke materialet, som stemte den hjem - det var størrelsen. Den er onesize - og det burde nok være oversize. Som i virkelig. Stik mig et par stænger, pløkke og barduner, og jeg ville have mig et glimrende telt. For selvom oversize var del af looket, var det ganske enkelt for meget på den brede måde - i hvert fald til mig.


Den sorte tunika/kjolesag er egentlig rigtig fin - men godt nok noget lille i størrelsen. Havde hapset den i large, som umiddelbart burde passe rigeligt fint til min sædvanlige str. 38/40, men den er ganske enkelt for tight til min smag. Også fordi den er ret tynd i strikken - noget tyndere, end jeg havde forventet ud fra billederne, men de kan jo også snyde...

Til gengæld får den absolut point for at være i 100% bomuld, for at have den fine detalje med lynlåsen på ryggen - og for at skulderpuderne ligner nogen, som relativt nemt kan fjernes, hvis man (som mig) er forsynet mig rigeligt der fra naturens hånd.

mandag den 14. december 2009

I skal da lige se...

...den ene ting, jeg fik hapset med hjem fra tøjbytteaften forleden: Et superlækkert og meget blødt bredt elastikbælte i skind fra Wings by Vadumsrum. Er vild med de tre knapper foran, bredden og ikke mindst farven, som ikke er helt sort - men nok mest af alt Tyrkisk Peber-farvet...

Egentlig var det faktisk slet ikke meningen, at bæltet skulle i spil - faktisk havde en af pigerne det på - og det havde hun egentlig tænkt sig, at hun skulle blive ved med. Men kombinationen af min interesse og hendes forelskelse i et par af mine jeans førte til, at det nu er flyttet ind hos mig.

Seneste køb: Sue Long

Jeg ved det godt - jeg hører ikke altid til blandt de hurtigste, når det kommer til at springe med på nye trends og fænomener. For de lækre Sue Long toppe fra Samsøe&Samsøe har efterhånden været skamrost i bloggerland i evigheder, og alligevel er det først nu, jeg har taget mig sammen til at investere.

Måske så meget sagt at kalde det en top - det er snarere en art kjole, selv på mine 180 cm. Jeg vil bruge dem under kjoler her i den kolde tid, med en sweater ud over eller en top ved festlige lejligheder. Jeg har hapset en i sort og en i asfalt og skal nok fremvise outfit, når de kommer i brug.

lørdag den 12. december 2009

Øjeblikkets yndlingssmykker

Nogen gange kunne jeg godt ønske mig, at jeg var lidt bedre til at variere min påklædning. Men jeg må jo erkende, at når jeg for alvor bliver begejstret for noget, så har det en slem tendens til at ryge på igen og igen og igen. Tryghed, dovenskab, magelighed - whatever....
For tiden er det især disse to smykker, som er i fast rotation - er faktisk begyndt at føle mig helt nøgen uden ringen på min finger, selvom den tit ryger af, når jeg sidder og arbejder foran computeren. Men den kommer hurtigt på igen. Halskæden elsker jeg for at være rå, detaljeret og diskret på samme tid.
Begge dele er fra Marc Jacobs' billige accessorieslinje og hapset i butikken på Bleecker Street i NYC, da jeg havde fornøjelsen af at være derovre. Men sagerne kan helt sikkert også findes på Ebay, hvis andre skulle være fristede.

fredag den 11. december 2009

Rygrad som en regnorm

Ja, jeg indrømmer det. Behovsudskyldelse, opsparing og ønskelister er simpelthen ikke min stærke side. Overvejede ellers at sætte de fine Vila-sager på ønskesedlen, men blev ramt af en akut frygt for, at de skulle blive udsolgt inden eventuelle gavegivere skulle få taget sig sammen til at klikke køb.

Så snup haps - nu skulle der gerne være en fin striktunika og en lækker stribet sag på vej med posten snarest. Krydser bare fingre for, at der ikke er alt for meget akrylhelvede over dem - og at posten er hurtig!
Fornuften sejrede dog så langt, at pailletjakken fik lov at blive hængende i den virtuelle shop - har jo faktisk allerede en i skabet, som ligner vældigt meget - og som langt fra bliver brugt nok - og når man nu har været fornuftig, er det vel ok at hapse de andre ting... ;-)

Nu jeg er ved ønskerne...

...så ville jeg virkelig ikke have noget imod, hvis nogen skulle have lyst til at pakke denne skønne sag ind og lægge den under juletræet med mit navn på.

Forelskede mig i den, da jeg så den på skønne Julia og har ikke rigtig kunne slå den ud af hovedet siden. Desværre har jeg ikke lige 2500,-, der står cardigan på. Heller ikke selvom den er SÅ smuk. Og af cashmere. Suk!

(og så jeg er i øvrigt tilbage ved mit evindelige ønskeproblem - det eneste, jeg rigtigt kan finde ud af at ønske mig, er ting der er så dyre, at de ligger langt udenfor gavebudgettet....)

I wouldn't mind....




....hvis de her sager pludselig befandt sig i min garderobe. Slet ikke, hvis det var inden weekendens julefrokost. Til den lejlighed ville pailletjakken nemlig være perfekt ud over et af mine evindelige sort-i-sort outfits; den stribede sag kunne være skøn til min brunchaftale med sød veninde i morgen og den sorte striksag - som i øvrigt har en lækker detalje i form af synlig lynlås i ryggen - ville være super til det der vigtige møde, jeg har næste uge...
Alle sagerne er fra Vilas nyåbnede webshop, som jeg frygter kunne blive et dyrt bekendtskab på sigt, når der kommer lidt mere på hylderne. Dog kunne jeg godt ønske mig, at der stod, hvilket materiale de forskellige ting er lavet af. For gider fx ikke akryl, så det kunne være rart at kunne styre udenom. Til gengæld får de point for at have fri levering.
Find webshoppen her.

torsdag den 10. december 2009

Jeg - en ægte recessionista...

Har jo helt glemt at fortælle, at jeg skal til et superspændende arrangement i aften - jeg skal nemlig til tøjbytteaften med min søster. Balladen foregår hos en af hendes veninders veninder (ja, lidt langt ude), og jeg har samlet en god stak assorterede garderobegodter sammen, som jeg af uvisse årsager ikke får brugt.

Så nu håber jeg virkelig, at der er nogen med, som bare nogenlunde deler min smag/størrelse, så jeg kan komme af med noget af det gamle og istedet komme hjem med nyt guld til garderoben.

Eller i det mindste bare afsætte nogle af mine sager, så der bliver lidt luft på kontoen til nye investeringer.

Jeg er ret spændt på, hvordan det kommer til at løbe af stablen - og hvor mange vi egentlig bliver. Jeg har bare sagt ja til at komme gennem min søster og ved så egentlig ikke mere...

Jeg har faktisk selv flere gange overvejet at holde noget tilsvarende, men er aldrig kommet så langt. Men måske i aften kan være startskuddet. For det er lige noget for min indre krejler - som også klapper lykkeligt i sine hænder ved tanken om Trendsales, loppemarkeder (som sælger) og lignende.

(Og ja, jeg overspringshandler helt vildt på bloggen i dag - ret fjollet, for har egentlig temmeligt travlt, men kan simpelthen ikke få hul på den mest presserende opgave...)

Serviceinfo: Godt nyt til forsmåede Jimmy Choo fans

Jeg har lige været en tur rundt på H&M's hjemmeside, og der er faktisk rigtig mange af tingene fra kollektionen, som er tilbage på hylderne. Både tøj, sko og tasker, mens der fortsat er lidt afpillet i smykkeafdelingen. Men helt klart en god chance for måske at kunne hapse ting, man gik glip af i første omgang.

Blandt andet er det lækre leopardtørklæde i uld (som ikke kradser!) igen at få - og skulle det friste, kan jeg anbefale koden 8556, som giver 25% rabat (dog kun på den dyreste vare i kurven)
Jeg har iøvrigt anmeldt tørklædet her.

Jeg har ærligt talt lidt ondt af dem...

...som skal købe julegaver til mig. For hvis der er noget, jeg er dårlig til, så er det at ønske mig ting! Og det synes jeg faktisk er lidt pinligt. Men det handler lidt om, at jeg har det lidt ambivalent med ønskesedler. På den ene side kan jeg absolut se fordelen i dem - de kan være glimrende guidelines - men på den anden side synes jeg indimellem, at der går lidt for meget bestillingsliste i den.

Samtidig er jeg lidt for god til at få købt de ting, jeg gerne vil have - så det, der faktisk er tilbage, er ting og sager jeg ikke vil skrive på en ønskeliste, da de ligger langt udenfor gavebudgettet (sjovt nok også derfor, jeg ikke selv har fået investeret...) Men jeg har da fundet én ting, jeg ønsker mig... Nemlig sådan en lille lilla fætter her - en ægte Hoptimist. Selvom jeg måske godt kan synes, at det er lidt fjollet at give 130 kr for en smule plastic på fjeder. Men fin er den...

onsdag den 9. december 2009

Hurra for internethandel...

Kan ikke just påstå, at jeg er begejstret for decembers almene menneskemylder på Strøget og alverdens andre steder, hvor julegaver kan købes. Og klimatopmødet gør det ikke just bedre. Så længe leve nethandel! Jeg kan varmt anbefale konceptet.

De seneste dage har jeg fået hapset indtil flere julegaver, som jeg nu bare krydser fingre for når frem i tide. Ellers må der pakkes fine gavekort ind og lægges under træet istedet.

Især Ebay er et lige dele farligt og fabelagtigt sted. Har i hvert fald præsteret at hapse indtil flere julegaver i løbet af de sidste par dage til ganske fornuftige priser - og ikke mindst ting, som jeg ikke lige ville kunne gå ud og finde her i nærheden. Eneste irritationsmoment er de ofte lidt for hampre shippingpriser på sager fra USA, men så længe den samlede pris er nogenlunde lav, går det nok... Så nu spejder jeg bare langt efter postmanden på daglig basis og krydser fingre for hurtig shipping.

(Vil ikke løfte sløret alt for meget om mine indkøb, for ved at mindst én veninde læser med, og overraskelsen skulle jo nødig ødelægges....)

tirsdag den 8. december 2009

Fordelagtigt vægelsind...

Var fordi H&M på Strøget i dag, og der viste sig stadig at være ret meget af Sonia Rykiel kollektionen tilbage - og det var egentlig meget godt. For i løbet af de sidste par dage har jeg flere gange været fristet til at smide lidt af hvert i kurven - blandt andet den nude body (som jeg ikke lige kunne fikse et billede af) og de stribede hjemmesko.


Men hurra for mit vægelsind - for efter at have set sagerne i H&M i dag, er det vist den rette beslutning. Bevares, det er da nogle meget fine ting, men ikke noget, jeg ikke kan leve uden. Bodyen havde en ret kraftig metallynlås i ryggen, jeg ikke bryder mig om, og hjemmeskoene virkede bare lidt for cheap. Selvom jeg fortsat godt kan lide striberne.

Så nu er der kun natkjolen tilbage på min liste af overvejelser - og den må jeg da indrømme, at jeg stadig er fristet af. Men ikke nok til, at jeg gider smide en bestilling udelukkende for den.


Hører iøvrigt gerne kommentarer om den, hvis nogen af jer derude allerede har fået fingre i den - både på kvalitet og størrelse! :-)

mandag den 7. december 2009

Nogle ting bliver man bare aldrig træt af...


Notting Hill er en af de film, jeg aldrig helt bliver træt af. Den er tøset. Den er banal. Men den ender godt hver gang. Og hver gang dør jeg en lille smule, når Julia Roberts som Anna Scott står foran Hugh Grant og siger "I'm also just a girl, standing in front of a boy, asking him to love her...!"

Filmen har præcis samme effekt som en god gammel yndlingssweater - den giver en varm, hyggelig og tryg fornemmelse, man bare synker ned i. Ahhhh...

Man kunne jo også bare købe sig en ekstra sweater...

For det meste er jeg meget tilfreds med at være boligejer, for jeg elsker, at det kun er mig-mig-mig (sådan cirka da...) som kan bestemme over min andel af ejendommens mursten.

Men indimellem er det der med at være boligejer altså lidt et helvede. Ikke mindst, når tingene holder op med at fungere. For så er der ikke noget med bare lige at ringe til viceværten/udlejeren og få sagerne fikset - næ nej, man må selv til lommerne.

Det betyder, at jeg snarligt kan se frem til at smide et sådan cirka femcifret (!!!) beløb efter noget så kedeligt - men samtidig irriterende uundværligt - som nye radiatorer + montering. For godt nok kan jeg få meget cashmere at holde varmen i for samme penge, men det duer sgu nok ikke helt i længden - suk altså!
Så shoppingblusset er der skruet lidt ned for - der er jo også lige nogle julegaver, som koster lidt.

lørdag den 5. december 2009

Giv pingvinen et nyt hjem


Nu hvor klimatopmødet starter lige om straks her i København, er der fokus på effekterne af global opvarmning som aldrig før. Og dermed blandt andet også, hvad der dog skal blive af de stakkels små nuttede pingviner, når isen smelter!

Så hvorfor ikke tage dem på maven og dermed være med til at minde om, at vi skal nyde synet af dem, mens det stadig er muligt. Jeg har selv haft fornøjelsen af at se pingviner "live" i naturen forskellige steder i verden - og jeg er dybt betaget. Det er simpelthen de kæreste skabninger.

Derfor er det heller ikke overraskende, at jeg lidt er faldet for den her sweater fra Topshop, selvom den egentlig slet ikke er min stil. Men pingvinerne er bare så kære - og ser en smule fortabte ud, og det kan man jo egentlig ikke bebrejde dem. Og så findes den endda i en tall-udgave, så jeg kan få den lidt ekstra lang - herligt.

Er du fristet, så find den her. Den koster £48 - og prisen sammen med det lidt for høje indhold af polyester er pt, hvad der holder mig fra at klikke haps. Men måske andre bliver fristede...

fredag den 4. december 2009

Mmm... Mulberry samarbejder med Apple


Uh, hvis jeg nu havde uanede midler på kontoen, så kunne jeg helt sikkert godt finde på at tage et nærmere kig på den kollektion, som Mulberry netop har lavet i samarbejde med Apple, og som har resulteret i en stribe lækre transportmuligheder for ens elskede elektronik. Blandt andet tasker og sleeves skræddersyet til at passe til de forskellige MacBooks.

Sådan en er jeg (desværre) ikke den lykkelige ejer af, men jeg har jo min fantastiske iPhone. Og det kan da ikke passe andet, end at den også skal pakkes ordentligt ind. Her har Mulberry lavet en serie små tasker, hvor der ud over telefonen også er plads til lidt kort, kontanter og andet grej - og remmen kan klipses af, så man den også kan bruges som pung/clutch.


Desværre koster herligheden €180 - og det har jeg ikke lige i overskud på shoppingbudgettet til den slags grej. Måske jeg skal appellere til julemanden - eller satse på januarudsalget...

Hov, er det december...

Normalt er jeg et ret stort julemenneske. Jeg synes, at december er superhyggelig med alle gaveindkøbene, lysene, juletræerne, forberedelserne og alt det andet. Og jeg plejer at se frem til december et godt stykke tid før, at vi når frem til det kalenderblad.

Men det er som om, at nogen har stjålet min julestemning i år. Eller nok mere som om, at jeg ikke helt kan forholde mig til, at det er jul. Jeg plejer at være fortaler for, at julen skal være, som den plejer - ikke noget med at lave om, ændre og finde på nyt. Men i år kunne jeg nærmest ikke være mere ligeglad. Af en eller anden grund virker det ikke så vigtigt.

Jeg håber virkelig, det snart går over - at julestemningen skynder sig at dukke frem og fjerne den tunge grå november-tåge, som stadig hænger over mit hoved. Måske jeg skulle smutte en tur i Tivoli en af dagene - man kan nemlig kun blive i godt humør af alle de smukke lys :-)

torsdag den 3. december 2009

Så er det allerede Sonia-tid

Ja, hele hypen omkring Jimmy Choo kollektionen er jo knap nok nået at dø ud, inden det næste designersamarbejde er på vej på hylderne. For det er sørme allerede nu på lørdag, at Sonia Rykiels undertøjskollektion lander på hylderne i H&M-butikkerne og online.

Og denne gang er der sørme godt nyt til dem, der bor i landets udkanter og måske har følt sig lidt snydt tidligere, når det kun har været særligt udvalgte butikker, der er blevet forsynet med designer-varerne. For denne gang er det tilsyneladende alle butikker, som får de fine stribede sager.

Igen er det ikke noget, som får mig til at slå et stort kryds i kalenderen eller stille mig ihærdigt i kø i decemberkulden, men skulle jeg alligevel få fingre i natkjolen på kampagnebilledet, ville det da ikke gøre mig noget. Men mon ikke den desværre er en af de ting, som mange vil jagte...

onsdag den 2. december 2009

Gad vide om det er mig, der er helt galt på den...

...for når jeg færdes rundt i blogverdenen, er det sådan cirka umuligt at komme uden om disse sko - Atacoma fra Acne - og har været det længe. De er efterspurgt, eftertragtede, bliver lynhurtigt udsolgt og trækker gerne lange ventelister. Og jeg forstår det simpelthen ikke. I min verden minder den mest af alt om sådan en ortopædsko, man får, hvis ens ben ikke er lige lange, eller der er noget andet galt.

Og så er det, at jeg ikke kan lade være med at føle mig en lille smule gammel, for der er jo tydeligvis noget, jeg ikke helt har fanget. Så kan simpelthen ikke lade være at overveje, om det mon igen er et spørgsmål om, at jeg ganske enkelt ikke er den hurtigste model på catwalken og derfor først fatter idéen, når alle andre er ved at blive trætte af dem, eller det ganske enkelt bare er en del af moden, som ikke er meant-to-be i min verden.

tirsdag den 1. december 2009

iPhone blogging

Nu er min iPhone så småt oppe og køre, så er naturligvis lige nødt til at tjekke, hvordan det fungerer at blogge fra den. Og det går jo ganske forrygende. Det her skal jeg nok blive glad for! :-) nu skal jeg bare lige gennemskue, om jeg egentlig kan vedhæfte billeder direkte fra telefonen, men der skal jo også være lidt at lære...

Kære julemand, bare glem det...

Man skulle ellers tro, at det der med tålmodighed ville blive bedre med alderen, men sådan fungerer det ikke rigtigt for mig.

Slet ikke, fordi jeg også lige blev ramt af et alvorligt behov for at trøsteshoppe - så kursen blev fluks sat mod Strøget, og 1-2-3 vupti, nu er jeg iPhone ejer :-D Jubii!!!

Glæder mig allerede som et lille barn til at komme igang med at lege med dyret, som lige nu pænt ligger til opladning, mens jeg slår mig selv over fingrene igen og igen for at komme til at pille ved den, lege med den og i det hele taget teste alle dens funktioner. Endte med at gå all-out og snuppe 32gb modellen - i sort - så jeg ikke pludselig kommer til at fortryde ikke at have plads nok.

Ih, jeg er sikker på, at det bliver et varmt, nært og kærligt forhold, jeg her har vovet mig ud i!

All I want for christmas...

...ej, det er måske også lidt overdrevet, for jeg kan helt sikkert godt finde flere ting, som gerne måtte ligge og vente under juletræet, når vi kommer til den 24. Men altså, en iPhone ville virkelig vække lykke. Jeg har været stor iPodfan gennem flere år og er meget begejstret for min iPod touch, som på en lang række områder minder om iPhone'n, så jeg er helt overbevist om, at iPhonen ville blive min nye bedste ven. Cirka.

Så kære julemand. Hvis du læser blogs, må du meget gerne skrive dig bag skægget, at sådan en størrelse står højt på ønskelisten i år!